Motorsport Nordjylland

Bestil licens
Bliv medlem
Facebook MNJ
Facebook Gokart

Op til fire tusinde tilskuere forventes til Rally Aalborg.


Af Michael Eisenberg

Flyvestation Aalborg og Hvorup kaserne danner rammen om stort rally

 

Når Rally Aalborg starter lørdag morgen klokken 8, sker det med både lokale kørere og landets elite til start.

 

Den absolut kendteste og hurtigste kører fra den arrangerende klub Motorsport Nordjylland kommer slet ikke fra Nordjylland, men fra Juelsminde. Det er Ib Kragh, 58, der har været danmarksmester i rally ikke mindre end seks gange i sin snart 42 år lange karriere.

 

”Jeg har valgt Motorsport Nordjylland som min klub, fordi de satser meget på rally, og så sætter jeg stor pris på deres dygtige løbsleder Bjarne Sørensen,” siger Ib Kragh.

 

Han kommer til start med Karsten Isaksen fra Egtved som codriver i en firehjulstrukket Hyundai i20N Rally2, en af de absolut hurtigste biler i dansk rallysport.

 

”Karsten og jeg kørte sammen fra 2006 til 2011 og så nu igen. Vi blev nr. 3 i det første løb sammen for  nylig, og vi vil gerne øverst på sejsskamlen, men det bliver svært. De to unge gutter foran er svære at følge, men vi skal irritere dem,” mener Ib Kragh.

 

De ”to unge gutter” er løbets to favoritmandskaber Kenneth Madsen, Ruds Vedby, og Mette Felthaus, Horsens, i Peugeot 208 R5 samt Simon Vallentin, Holbæk, og Peter Egholm, Kirke Hyllinge, i Hyundai I20 Rally2. De har til nu været årets hurtigste kørere.

 

Lodret karriere som codriver

 

 

Med en fortid i Nibe og en dagligdag i Fårvang stiller Line Nedergaard, 27, op som codriver for landets største rallytalent de sidste 25 år, Jacob Leutenberger Madsen fra Ruds Vedby. De kører i en Peugeot 208 Rally 4 i klassen for de hurtigste tohjulstrukne biler.

 

”Jeg har boet i Nibe i fem år, men flyttede for tre år siden tilbage til Fårvang, hvor jeg kommer fra,” siger Line Nedergaard, der har haft en enestående og meget stejl karriere sammen med Jacob Leutenberger Madsen. For nylig var de i Tyskland, hvor de kørte rally i bjergene omkring Moselfloden og vandt en spektakulær klassesejr foran 18 andre hold. Samtidig blev de bedste tohjulstrukne bil som nr. 11 af alle i løbet.

 

”Det hele er lidt større dernede, og sværhedsgraden er helt anderledes, fordi der er så kuperet, når vi kører på bjergskråningerne. Noterne skal læses op på en anden måde, men det giver muligheder for at udvikle sig,” mener Line Nedergaard.

 

Line Nedergaard og Jacob Leutenberger Madsen er storfavoritter til at vinde endnu en klassesejr i Rally Aalborg

 

Lokal kører skal vinde de fire næste løb

 

I rallyets klasse for små, let tunede biler finder man også klassens ældste bil, en Peugeot 106 fra 1999 kørt af André Lykke Falck, 28, fra Aalborg. Han vandt for nylig klassesejr i anden afdeling af Dansk Super Rally sammen med Niels Bjerre fra Løgstør.

 

 

”Niels deltager i DM i rallysprint samme dag som Rally Aalborg, så jeg har Anders Michael Frederiksen fra Stenlille som codriver i stedet. Ham kender jeg i forvejen fra sporten,” siger André Lykke Falck.

 

 

André har kørt rally i syv år fra begynderløb til danmarksmesterskabet, og i alle år med den samme bil.

 

 

”Vi forsøger at indrette tempoet efter, hvad sådan en gammel bil kan klare, og så sætter vi farten op et trin ad gangen. Jeg skal vinde klassen i alle de resterende løb, hvis jeg skal blive danmarksmester,” siger André Lykke Falck. Han håber meget på at tage en sejr i sit lokale rally.

 

 

Op til fire tusinde tilskuere kan opleve Rally Aalborg

 

Løbsleder for Rally Aalborg, Bjarne Sørensen fra Hobro, kørte selv rally i 25 år.

 

”Det er lidt specielt, at det hele er på militære områder med rallycentrum i Flyvestation Aalborg, men vi tror, det kommer til at gå godt. Sidste år havde vi 3.500 tilskuere,” oplyser Bjarne Sørensen,

 

Han anbefaler publikum at besøge Hvorup kasserne kl. 8.30 og 10 og publikumsprøven på flyvestationen blot 100 meter fra hovedvagten, hvor der er mulighed for at se deltagerne mellem klokken 13 og 16.

 

Rally Aalborg er arrangeret af Motorsport Nordjylland med støtte fra Skoda Ejby, Nordisk Autoophug og MD Skilte. Løbet tæller som tredje afdeling af Dansk Super Rally. Desuden afholder klubben samtidig rallysprint på flyvestationen som en del af DM-ugen i Aalborg.

 

 

André Lykke Falck og Niels Bjerre lynskudt om natten under sidste løb til Dansk Super Rally.

André Lykke Falck og Niels Bjerre vandt klassesejr i anden afdeling af Dansk Super Rally for en måned siden. Men i weekenden stiller de op i hver sin bil.

Ib Kragh og Karsten Isaksen kørte for en måned siden deres første rally sammen i 12 år. De blev nr. 3 af alle.

Ib Kragh er med sine seks danske mesterskaber en af landets mest drevne rallykørere.

Line Nedergaard og Jacob Madsen er storfavoritter til at blive bedst i en tohjulstrukket bil i Rally Aalborg.

Line Nedergaard har haft en kometagtig karriere som codriver i dansk rallysport.

 

Simon Vallentin og Peter Egholm er meget sultne efter sejr, når starten går til Rally Aalborg.

 

Kenneth Madsen og Mette Felthaus er mandskabet, alle andre kørere drømmer om at slå. De har vundet årets to første rallyer til Dansk Super Rally
Motorsport Nordjylland | Nysumgaardvej 8 | 9610 Nørager | CVR nummer 28525877