Deltagerne boltrede sig i rally sprint.
Som forventet gik rally-startfeltet til vaflerne, da Motorsport Nordjylland (MNJ) blændede op for den vestdanske finale for Yokohama-mesterskabet 2018. Tilskuerne havde godt overblik til hele rally sprintet på Rally Cross-rundbanen.
- Deltager-interessen var yderst flot, konstaterer løbsleder Kim Naujokat Jensen. – Der kom således flere rallyteams til start fra Sjælland. Startfeltet tog småregnen med godt humør, og de roste muligheden for at teste på løst underlag – både tørt og vådt.
I front var der flaget op til en flot 4WD-dyst. Den stod mellem MNJ’erne: Jan Petersen og Jeanette Kvick i VW Polo S2000 mod sydøstjyderne: Ib Kragh og Bo Mølgaard Jensen i Skoda Fabia R5.
- Jeg har kørt mange Rally Cross-motorløb på Nysum Banen med 2-hjulstræk, forklarer Jan Petersen. – Det kræver en lidt anden køreteknik med 4WD, og ideallinjerne er også lidt anderledes. Der er en helt anden balance i rallybilen, når man har power på alle fire hjørner.
- Vi har bøvlet lidt den optimale opsætning af rallybilens undervogn i foråret, supplerer co-driver Jeanette Kvick. - Første og andet heat blev derfor brugt til at skyde os ind på de set up-forbedringer, som vi havde forberedt til rally sprintet. Vi satte derfor nogle sekunder til i fighten mod Ib Kragh og Bo Mølgaard Jensen.
Til tredje og fjerde heat blev der lukket op for regnsluserne: - På det våde underlag tog vi revanche og vandt begge regn-heat. Vi var tæt på samtidig at score generalsejren, men manglede lidt over 2 sekunder til Ib Kragh og Bo Mølgaard Jensen.
- Sammen med Christian A.L.F. Christensen debuterede jeg i rally sprint med vores Peugeot 106 GTI, fortæller co-driver Anders Gade Nielsen. – I andet heat blev noget dramatisk, da vi oversatsede og havnede ude i sikkerhedssandet. I fjerde heat knækkede vi en bremseslange, men fik rallybilen helskindet hjem over målstregen.
For rallyparret, Niels og Inger Bjerre, startede Yokohama Vest-sprintet lidt uventet: - I første heat knækkede der et motorophæng, og vi måtte køre ud fra rundbanen uden målflag. Dette gav et tidstillæg på 50 sekunder, som vi ikke kunne nå at indhente i forhold til konkurrenterne, selv om vi fik motoren svejset tilbage på rette plads igen.
I Micro Cup-klassen vandt Benny og Thomas Kudahl i Ford Fiesta 2: - På forhånd vidste vi, at vi ikke gjorde os gældende i generalklassementet. Konceptet for Micro Cup er rallybiler med højest 1.250 ccm. motor (max. 75 HK), hvilket giver et overskueligt budget for deltagelse i rally-løbene. Det var en speciel oplevelse at køre Nysum Banen modsat den normale konkurrence-retning, og vi hjemkørte nogle fornuftige heattider på det regnfedtede underlag.
- Alt i alt blev Yokohama Vest-rally sprintet afviklet uden forsinkelser, afslutter Kim Naujokat Jensen. – Deltagerne var godt tilfredse med de afvekslende udfordringer på motorbanen. Løbsledelsen fik derfor mange positive tilbagemeldinger fra startfeltet.
af Åge Keseler Kirketerp
|