Motorsport Nordjylland

Bestil licens
Bliv medlem
Facebook MNJ
Facebook Gokart

April 2014

Formandens spalte april 2014

Så er vi kommet så langt ind i 2014, at sæsonen rigtig banker på døren alle steder i vores klub.

Året startede jo ikke på den bedste måde i klubben. Vores gravemaskine fik det for varmt og udbrændte, meget ærgerligt når det lige var tiden, vi skulle i gang med rigtig at arbejde på vores baneudvidelse.

Vi har så været ude at bruge de penge, vi fik fra forsikringen og lidt mere til en anden gravemaskine.

På samme tid købte vi en stor traktor, som kan køre med en stor tipvogn, som vi har lånt på ubestemt tid.

Jeg vil gerne sige tillykke til alle MNJ´s medlemmer med jordkøbet. Vi er nu blevet enige med Colas om købet af 28 ha jord, som vi har overtaget d. 01.04.14. Colas skal så i gang med at fjerne det sidste af den gård, der var der engang, og grave ud under den. En stor investering, som jeg virkelig håber vi alle får gavn af.

Hvor langt er vi så kommet med vores udvidelse, vil mange så nok spørge om.

Siderne til broen/tunellen er lavet, og nu er man i gang med at svejse alt det jern sammen, som skal bære vejen over. Når de så engang bliver færdige med det, skal der beton over.

Derefter skal der så graves ud under. Det bliver også et kæmpe arbejde.

Derudover bliver der arbejdet hårdt på at anlægge sløjfen på Rally Cross banen, og her synes jeg godt at vi kan sige, at her er de kommet rigtig langt.

Men der er meget andet der skal laves, så her vil jeg lige komme med en lille bøn til alle: Kom nu til Nysum og giv en hånd med. Vi skal virkelig alle hjælpe til i klubben, for at vi når at blive færdige til tiden.

Går der nu en og anden rundt og kun kan hjælpe en hverdag, så finder vi også ud af det. Bare giv lyd fra jer.

Så giv besked til Kaj, hvilken dag I kan komme, så han kan tilrettelægge arbejdet.

Vores gokart afdeling har fundet nogen, som tegner en ny bane. Den oprindelige tegning kan ikke bruges, da noget af den jord vi har købt ikke må bruges til motorsport, så derfor skal der tegnes ny baneforløb, som derefter skal godkendes af kommunen, og der skal laves ny støjberegning.

Og vi har fået tilsagn fra Tom Kristensen, som meget gerne vil komme med gode råd og vejledning til gokartbanen.

Hvis der nu sidder nogen og tænker: Jamen bliver det hele til noget?

Ja, det gør det, hvis vi vil. Området er godkendt til motorsport, og vi ejer nu det hele.

Der sker også meget andet i MNJ. Vores rallyafdeling er langt henne i planlægning af DM3 i rally, et stort løb som finder sted d. 30 – 31.05 med en længde på ca. 400 km og planlangt til at indeholde 12 hastighedsprøver.

Gokart afdelingen startede med en hygge dag for klubbens medlemmer i Svenstrup. I Mou er træning for længst startet, og første klubløb er planlagt til d. 26.04.

I Nysum starter træningen d. 19.04, og første løb bliver d. 26-27.04 med FR Cup.

Jeg kan kun opfordre jer til at følge med på vores hjemmeside WWW.MNJ.DK for at følge med i det hele.

En anden ting vi arbejder på er, at DASU har pålagt en stigning i forsikring, som vi ikke er helt enige med dem i, men vi tager en snak sammen, hvor vi håber at få en fornuftig løsning om, hvordan tingene hænger sammen. Så tror jeg da også, vi løser den sag.

Det var lidt om hvad der sker i klubben.

Så vil jeg til sidst håbe, alle kommer rigtig godt i gang med sæson 2014 og håber vi ses derude.

Mvh

Finn 

Motorsport Nordjylland | Nysumgaardvej 8 | 9610 Nørager | CVR nummer 28525877