Udskriv siden

    Komprimeret afvikling af nordeuropæisk RC-brag.

    Af: Klaus Knudsen

     

    Motorsport Nordjylland (MNJ) ser med store forventninger frem til præsentationen og afviklingen af DM-semifinalen i Rally Cross (RC) 2009. Arrangementet afvikles søndag d. 20. september på MNJ’s RC-stadion i Nysum, og er samtidig finale i det udvidede nordiske mesterskab: NEZ. Løbsledelsen forventer derfor en startliste i Int. Rally Cross Denmark 2009, som ender tæt på 100 RC-teams, og herudover stiller 20 nordiske Cross Kart-kørere til start.

    - I 2008 afviklede vi DM-arrangementet om lørdagen og NEZ-finalen separat dagen efter, forklarer løbsleder Carsten Storgaard. - I år har vi slået startfelterne sammen således, at publikum både får mulighed til at kikke på et stort kvalifikationsfelt samt det dobbelte antal finaler om søndagen.

    - NEZ-finalen har specielt tiltrukket mange norske RC-teams fordelt over alle 4 NEZ-klasser, oplyser sekretariatschef: Anne-Marie Lindgaard. - Dette har især bevirket et flot og frygtindgydende startfelt i den tunede 3-liters klasse, hvor de bagshjulstrukne, vilde og voldsomme Volvo’er er dominerende.

    DM i Rally Cross er et såkaldt åbent mesterskab, hvorfor de udenlandske kørere også får tildelt mesterskabspoints. DM-slutspurten kan derfor blive yderst krævende for danskerne, hvor MNJ’s rookie: Morten Schnack ligger på en foreløbig tredjeplads:

    - I al beskedenhed scorede jeg en andenplads ved det netop afviklede DM-arrangement på Ring Djursland. Volvo 242’eren skal køres virkelig aggressivt med kontrolleret firehjulsdrift rundt i svingene. Jeg glæder mig derfor til konkurrencen fra de norske kørere, og ser frem til at aflure nordmændene en fidus eller to,

    I Division 1 - de tunede firehjulstrukne turbobiler - kan nordjyderne præsentere en god nyhed, idet MNJ’eren: Torben Møller får come back med en Skoda Fabia 4x4:

    - Jeg har tidligere kørt internationale RC-løb med en Seat Cordoba WRC, og har derfor holdt en lille pause fra motorsport. Nu er racing-gnisten for det løse underlag imidlertid vendt tilbage, og jeg ser frem til debuten med den nye racer i Int. Rally Cross Denmark 2009. Her kan jeg desuden direkte måle mig med mærkekollegaerne: Atle Vik (Norge) og litaueren: Vatalijus Plastininas.

    Jespersen Rallycross fra MNJ er også i fuld gang med finjusteringen af deres nybyggede Peugeot 207 Super 2000 4x4. Nordjyderne har en dugfrisk generalsejr med fra Ring Djursland. Den tidligere EM-medaljevinder fra Division 1A: Morten Jespersen konstaterer omkring shake down’en:

    - Tidligere har jeg kørt EM Division 1 i en firehjulstrukket Peugeot 206 WRC, men de fransk bilbyggere har virkelig gjort et godt hjemmearbejde med videreudvikling. Dette bevirker nu, at jeg under motorhjelmen har 560 HK til rådighed, der yder 720 Nm til kontrolleret samtidig drift af alle 4 hjul.

    Arvefølgen hos Jespersen Rallycross er i sikre hænder hos lillebroderen: Mikkel, som boltrer sig i den hidsige Cross Kart. Teamchef og far Finn Jespersen forklarer:

    - Cross Kart’en er en billig gren af motorsporten samt en fornuftig indgangsvinkel til baneløb på løst underlag. Mikkel har fremvist en stigende formkurve gennem 2009-sæsonen, og han har en generalsejr med i selvtillids-bagagen fra den nys kørte DM-afdeling på Løvel-banen. Til næste år planlægger vi dog et skifte til Rally Cross, og vi er derfor i fuld gang med nyopbygningen af en racer til den serienære 1,6 liters-klasse.

    - I alt køres der A-finalerunder i 5 DM-klasser, 4 NEZ-klasser samt 3 klasser i Cross Kart, afslutter Carsten Storgaard. - Inden for klasserne afvikles der desuden C- og B-finaler, hvorfor vi kommer op på over 20 finaleheats. I Int. Rally Cross Denmark 2009 fortsætter vi desuden den gode tradition med hyldning af vinderne efter hver A-finale således, at kørerne får deres velfortjente klapsalver fra publikum.

    Med venlig hilsen

    MOTORSPORT NORDJYLLAND

    Åge Kirketerp Jensen,

    Forsythiavej 15, 9500 Hobro.

    Tlf.: 40 60 63 98.

     

    11.09.2009