Udskriv siden

    TV-optagelserne starter til Zulu Djævleræs 5

    Af: Klaus Knudsen

    Forberedelserne til den femte udgave af Zulu Djævleræs er i fuld gang. De første to TV-udsendelser er allerede blevet filmet på motorsports-stadionet i Nysum hos Motorsport Nordjylland (MNJ). Den sportslige chef Kaj Storgaard forklarer om den videre tidsplan:

    - De to sidste indledende runder bliver optaget henholdsvis fredag d. 4. juni og lørdag d. 5. juni. Herefter står fredag d. 18. juni samt søndag d. 20. juni i de to semifinalers tegn. I de indledende runder dyster 3 par om at komme gennem nåleøjet til semifinalerne, som er reserveret til de tre bedstplacerede. I semifinalerne går parrene fra den bedste halvdel videre til finalen.

    Har man sagt Zulu Djævleræs, falder snakken også hurtigt på MNJ’s danmarksberømte speaker: Bowler Tage, som forklarer omkring afviklingen af Zulu Djævleræs 5:

    - Zulu Djævleræs er stadig væk meget populær underholdning og trækker høje seertal både på TV2 Zulu og hovedkanalen: TV2. Konceptet i Zulu Djævleræs er bygget op over motorsports-disciplinen: Folke Race (FR), som oprindelig blevet født i Sverige, men er herefter blevet spredt til Norge, Danmark og Finland. I 2009 blev Djævleræs 4 således solgt til både Norge og Sverige.

    Til Zulu Djævleræs 5 er der inviteret 36 kändisser - ligeligt fordelt på begge køn. Herved sammensættes 20 mixede par, som kæmper ihærdigt og indædt for at nå frem til super-finalen.

    - Lidt hovedregning viser hurtigt en manglende sammenhæng mellem 36 og 20, fortsætter Kaj Storgaard. - Dette har baggrund i, at der i 2010-udgaven af Zulu Djævleræs gives mulighed for en non-kändis til at sidde ved siden af en kendt chauffør.

    Bowler Tage forklarer om afviklingen af Zulu Djævleræs 5: - Vi sætter virkelig sikkerheden i højsædet, selv om det flere gange ser meget dramatisk ud under TV-udsendelserne. Kändisserne får derfor lejlighed til at køre Folke Race’ren under kyndig vejledning af en erfaren FR-kører. I det første kvalifikationsheat overlades rattet til herren, og så byttes der omkring til heat 2. I hvert heat gives der placeringspoint, og i superfinalen er det dobbelt takst på pointene.

    Kaj Storgaard supplerer omkring TV-succesen:

    - Som mangeårig ildsjæl inden for banesport på løst underlag er det virkelig en dejlig oplevelse at overvære, hvordan show og motorsport kan sammenkædes til et spændende og unikt koncept. Senest har Zulu Djævleræs vundet TV-prisen: Danmarks mest originale TV-program, hvilket er et lille og fortjent skulderklap til MNJ’s medlemmer, som har lagt mange timer i at få tingene til at spille under TV-optagelserne. Herudover blev Zulu Djævleræs nomineret til den internationale Rose D’or-pris, hvor det kæmpede mod 401 underholdningsprogrammer fra 34 europæiske lande.

    Interesserede med lidt benzin i blodet har alle dage mulighed for at kikke på TV-optagelserne på MNJ’s motorsports-stadion. Dette foregår hen over en periode på 6-7 timer - startende midt på formiddagen.

    Zulu Djævleræs har desuden fået sin egen portal på Facebook, hvor over 2000 interesserede har tilmeldt sig.

    Med venlig hilsen

    MOTORSPORT NORDJYLLAND

    Åge Kirketerp Jensen,

    Forsythiavej 15, 9500 Hobro.

    Tlf.: 40 60 63 98.

    03.06.2010