MNJ byder velkommen til PRØV FOLKE RACE.
Af: Klaus Knudsen
Lørdag d. 1. maj - i tidsrummet: 10.00-15.00 - giver Motorsport Nordjylland (MNJ) mulighed for, at interesserede - med bare lidt benzin i blodet - kan stifte nærmere bekendtskab med Folke Race. Dette foregår med åbent hus-arrangementet:
PRØV FOLKE RACE på motorsports-stadionet i Nysum.
- Prøveturen er gratis og foregår i passagersædet med en FR-chauffør ved rattet, oplyser baneleder Kaj Storgaard. - Efterfølgende er der mulighed for en køretur med sig selv ved roret og alene i raceren. Dette sker mod et lille beløb til dækning af slitage og brændstof. Man skal under alle omstændigheder blot møde op med sig selv, idet MNJ stiller køredragter og styrthjelme til rådighed i alle gængse størrelser.
MNJ er samarbejdspartner for den populære TV-serie: Zulu Djævle Ræs, som har oplevet stor seer-interesse på både TV2 Zulu og TV2. Bowler Tage er blevet en populær landskendt og hurtigtsnakkende speaker i TV-serien, som i 2010 bliver en realitet i sin femte udgave.
- Vi starter op midt på formiddagen lørdag, oplyser Bowler Tage. - Det er derfor en god ide at komme så tidligt som muligt. På forhånd har MNJ mærket stor interesse for PRØV FOLKE RACE. I forhold til 2009 har vi derfor truffet aftale med endnu flere af klubbens kørere omkring at stille FR-biler til rådighed og evt. være chauffør. Man kan også bare kikke forbi og indsnuse stemningen, idet aktiviteten på banen bliver næsten lige så høj som ved den nyligt afviklede DM i Folke Race på motorbanen.
DM-premieren havde 107 kørere på startlisten, og heraf var tæt på halvdelen fra MNJ.
- Den nederste aldersgrænse for Folke Race er 14 år, fortsætter Kaj Storgaard.
- Hos MNJ er der ingen øvre grænse for alderen, idet motorklubbens ældste aktive kører fejrede sin 70 års fødselsdag i 2009 på motorbanerne. Der kræves ikke kørekort i Folke Race, men man får dog ikke lov til at køre motorløb, såfremt kørekortet er fradømt og derfor hænger til ”tørre” nede hos Politiet.
I 2009-udgaven af PRØV FOLKE RACE fik prøveturs-deltagerne blandt FR-bilerne også mulighed for at køre med MNJ’eren: Malene Sørensen samt den specielt inviterede - friske Års-pige - Karina Nørgaard: - Jeg sprang til, da cykelrytteren Jesper Skibby pludselig manglede en kvindelig medkører under optagelserne til Zulu Djævle Ræs.
- Folke Race er også vældig populært blandt pigerne, afslutter Kaj Storgaard. - Dette nyder MNJ også stor gavn af på det organisatoriske område, idet FR nemt kan blive et samlingspunkt for en hel familie - både for forældre og teenage-børnene.
Med venlig hilsen
MOTORSPORT NORDJYLLAND
Åge Kirketerp Jensen,
Forsythiavej 15, 9500 Hobro.
Tlf.: 40 60 63 98.
01.05.2010