Formandens spalte nov. 2011
Af: Henrik Pedersen
Formandens spalte
Året 2011 er ved at rinde ud, og hermed skal vi til at tage hul på et nyt spændende 2012.
Det har været et spændende år med masser af aktivitet i MNJ.
Vores etablering af den nye kartingbane og udvidelsen af rallycrossbanen er ved at være inde i en afgørende fase, vore støjmodeler er beregnede, og ansøgningen om ændringer og udvidelser til miljøgodkendelse og lokalplanen er klar. Vi afventer kommunens sagbehandling.
Der har været store problemmer omkring de støjberegninger, som vi skal foreligge kommunen. De skal være meget udførlige, fordi disse i væsenlig grad, ligger til grund for den aktivitet vi kan have på banen fremover, derfor har denne fase desværre trukket noget ud, men dette har været nødvendigt for at projektet kunne have den nødvendige bæredygtighed.
Vores lille elite/talent sektion er ved at få struktur og indhold.
De unge talenter vil nu have en unik mulighed for at styrketræne i løbet af vinteren i Elite-Aalborg træningscenter på Annebergvej i Aalborg. Udover træningssesionerne indendørs vil der hver lørdag være konditionstræning, i form af løbetræning.
Denne foregår hver lørdag kl.14.00 fra Østerådalen P-plads på Over Kæret i Aalborg. Alle er velkomne.
Til den første træningssession vil DASU´s fysiske træner Peter Raffalt instruere og vejlede, derefter vil MNJ´s frivillige være træningsledere.
Dette er vi ved at planlægge p.t., men vi skal lige have ledig tid i lokalerne, flyafgange og ankomst til at gå op i en højere enhed, inden datoen fastlægges, så I må have tålmodighed en uge endnu.
Dernæst vil vi have et seminar med emner som: Sponsorsøgning, medietræning, PR og promovering med den kendte journalist og foredragsholder Morten Alstrup.
Der er også planlagt et seminar med kalenderplanlægning; både med den fysisketræning, men også køretræning og løbsplanlægning.
Her skal I holde et vågent øje med hjemmesiden, over de næste par uger.
Kirsten Sørensen og undertegnede var til DASU´s repræsentantskabsmøde forløbne weekend, og 2011udgaven, har været et af de mest skelsættende i mange år.
DASU´s bestyrelse havde lagt meget tid, energi og prestige, i et stort anlagt forslag med strukturændringer på dagsordenen i håb om vedtagelse, og det faldt med et brag.
Heldigvis, for det ville have splittet DASU, og desværre er det måske alligevel ved at ske, selv om det ikke blev vedtaget.
MRC sporten er måske på vej ud af DASU.
Dette finder vi meget uheldigt i MNJ, hvor vi har gjort os store bestræbelser for at få denne disciplin implementeret i klubben.
Så DASU´s bestyrelse har gjort noget ved medlemstallet, det er bare på en negativ måde. Så tillykke med det selvmål.
Der er fra DASU´s bestyrelses ophavsmænd og arkitekter bag dette, ikke lyttet overhovedet til udvalgene, og de har ikke forstået udvalgenes arbejdsopgaver, eller DASU´s organisation.
Dette bør sætte tanker i gang hos DASU´s formand samt bestyrelse, og os andre, for det viser at DASU´s formand og bestyrelse har meget dårlig føling med hvad er egentlig foregår ude i organisationen.
Men vi ser jo sjældent DASU´s formand " i marken", så kan det undre !
At DASU´s formands postulater i skrift og tale, om hans og DASU´s bestyrelses fortrinlige samarbejde med udvalgene, ikke blev genkendt af sportsudvalgenes formænd, minder om manglende situationsfornemmelse, døvhed eller i værste fald: magtarrogance.
Jeg synes det er betænkeligt, at DASU´s formand på denne måde forsøger at manipulerer med DASU´s repræsentantskab, ved at give det indtryk af dialog og samarbejde med sportsudvalgene, og dette ikke har eksisteret.
Evner eller forstår DASU´s formand ikke ordet:at samarbejde, siden der er så stor divergens mellem det han mener er sket, og det udvalgenes formænd har oplevet ?
Dette var repræsentantskabets helt utvetydelige vink med en vognstang, til formand og bestyrelsen, om at de skal lade udvalgene passe deres arbejde, og at bestyrelsen ikke skal agere oversportsudvalg.
Denne kompetance og de evner, har bestyrelsen ikke.
Repræsentantskabet har klart sagt at åbenhed, demokrati, dialog, samarbejde og respekt er vigtige aspekter for DASU´s organisation. Så bestyrelsen har en opgave med at ændre sin praksis og arbejdsform.
Der er mange vigtige opgaver som bestyrelsen har: Synliggørelse af vor organisation overfor offentlighed og lovgivere. Reglementsforenklingen. Effektivisering af sekretariatet, samt alle de andre opgaver der repræsenterer organisationen udadtil. Dette er bestyrelsens opgaver.
Om dette budskab er gået rent igennem, kunne jeg blive i tvivl om, da DASU´s formand Bent Mikkelsen kom med de afsluttende bemærkninger ved repræsentantskabsmødet, men tiden må vise det !
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til alle.
Henrik Pedersen
30.11.2011