Motorsport Nordjylland

Bestil licens
Bliv medlem
Facebook MNJ
Facebook Gokart

Nordjyder forsvarede JFM-føringer i klubrally med bravour.

Motorsport Nordjylland (MNJ) var tilrettelægger for 3. afdeling af det jysk/fynske mesterskab (JFM) i klubrally. Deltagerne i Nordjysk Autoophug-løbet fik  lejlighed til at konkurrere på 11 prøver med gode udfordringer i det sydlige Himmerland.

- Der var lagt op til en nervepirrende dyst på hjemmebane for 3 af MNJ-mandskaberne, oplyser løbsleder Bjarne Sørensen. - De skulle forsvare en foreløbig føring i JFM-stillingen, og de kom på en svær opgave i sommerheden. Både bremser, dæk og motorer havde svært ved at beholde det kølige overblik. Samtidig svedte mandskaberne bravt inde i styrthjelmene, som er obligatorisk udstyr i klubrally.

- Det blev en virkelig spændende konkurrencedag både for os og vore klubkammerater, supplerer MNJ’s rallyudvalgsformand Kim Naujokat Jensen. - Midtvejs havde vi selv en føring på 3 sekunder, men forspringet kan hurtigt forsvinde. På en hurtig rundbane snittede vi en chikane-kegle, hvilket blev belønnet med 5 strafsekunder. Dette var en årsagerne til vores knivskarpe nederlag på et enkelt sekund, men vi ligger stadag væk nr. 1 i JFM.

MNJ'erne: Kennet Larsen og Camilla Link fik deres ilddåb i et større klubrally-løb: - Det var en sjov oplevelse, og vi forbedrede konkurrence-flowet pænt gennem arrangementet med vores Volvo 850. Vi er derfor lidt stolte af femtepladsen blandt 12 lidt mere rutinerede modstandere i  klassen samt en placering som nr. 16 generelt.

- Christian André Lykke Falck Christensen og Andreas Nielsen er nystartede i 1,6 liters-klassen for rallybiler, fortsætter Bjarne Sørensen. – I deres klasse kører deltagerne på identiske dæk fra Yokohama. De scorede en sikker klassesejr i  Peugeot 106 og udbyggede derfor JFM-føringen.

Johnni Bragenholdt Christensen har kørt utallige rallies som co-driver for sin far: John, men har i 2018 valgt udfordringerne i klubrally som chauffør. Sammen med Thomas Hjorth Østergaard stillede MNJ’eren til start i VW Polo 6R: - Jeg genvandt håneretten i familien, men desværre på et lidt spøjs grundlag. Min fars co-driver Anja Pedersen blev køresyg i den skrappe sommervarme, og måtte derfor flere gange snakke med ”ULRIK”. Der er dog svoret revanche til efteråret i det traditionsrige Herregårdsløbet.

Ægteparret Niels og Inger Bjerre har kørt klubrally gennem flere år. Nordjyderne har i år været overbevisende i rally-klassen over 1.6 liters motorvolumen på Yokohama-dæk: - Vi præsterede et højt konkurrencetempo, og scorede en fornuftig sekser generelt i vores Peugeot 306. Slutresultatet blev en treer i klassen, idet vi manglede de afgørende sekunder. Vi døjede lidt med varme bremser, men mistede heldigvis ikke JFM-føringen.

Motorsports-stadionet i Nysum var rallycentrum for Nordjysk Autoophug-løbet, og d. 15. september byder igen velkommen til rally på motorbanen. Her vil der blive afviklet en afdeling af den jyske rallysprint-turnering: Yokohama Vest.

 

Med venlig hilsen

MOTORSPORT NORDJYLLAND

Åge Keseler Kirketerp,

- Johnni Bragenholt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard gik til makronerne i deres VW Polo 6R.

- Et enkelt sekund kostede sejren for Kim og Maike Naujokat Jensen på hjemmebane.

- Kennet Larsen og Camilla Link scorede en flot debut ved Nordjysk Autoophug-løbet.

- Christian André Lykke Falck Christensen og Andreas Nielsen var godt tilfredse med deres klassesejr.
- Niels og Inger Bjerre havde problemer med varme bremser.
Co-driver Anja Pedersen blev køresyg i sommervarmen
Motorsport Nordjylland | Nysumgaardvej 8 | 9610 Nørager | CVR nummer 28525877