Motorsport Nordjylland

Bestil licens
Bliv medlem
Facebook MNJ
Facebook Gokart

Formandens årsberetning for 2014

Så er der gået et år, siden vi sidst var her til generalforsamling. Hvor går tiden dog hurtigt.

Jeg vil gerne starte med at sige tillykke til Tom Kristensen med hans nye titel: Ridder af dannebrog. Stort tillykke med det. Dem har vi ikke mange af i klubben.

Også tillykke til Morten Jespersen samt Martin og Niels Bjerre med Danmarksmesterskabet.

Da også tillykke til brødrene Sørensen fra Svenstrup og Ulrik Linnemann samt Kasper B. Larsen som har gjort det rigtig godt uden for lille Danmark.

 I Go Kart har vi også Michael Christiansen, som har klaret sig rigtig flot. Tillykke med mesterskaberne.

Det var dem, jeg har fået lov til at nævne. Der er mange andre, som har gjort det rigtig godt, men det vil jeg overlade til formændene fra de forskellige udvalg.

Kan huske at jeg sidste år nævnte, at krisen også havde ramt MNJ. Vi kan vist godt sige, at vi også kunne mærke den i 2014. Der var ikke så mange deltagere og tilskuere til vores arrangementer, som vi kunne ønske os. Men det er jeg sikker på bliver bedre i 2015. Jeg er super optimist.

Hvad angår vores økonomi vil jeg overlade fremlæggelsen til Kirsten. Kun lige sige at selv om vi har brugt mange penge, ser det vel ikke så ringe ud. Vi har fået meget ud af pengene, synes jeg.

Men trods krise så er MNJ stadig landets 3. største klub, hvad angår medlemmer. Det er da dejligt, at så mange har lyst til at være medlem i klubben.

2014 var også året, hvor vi fik Danmarks bedste rally Cross bane, nej måske skal jeg sige Europas bedste.

Nu kom banen jo ikke bare sådan uden videre. Der er brugt mange timer på den og bidt mange negle: ”Når vi det”? Ja, for den skulle jo være færdig til NEZ løbet. Og det blev den!

Jeg kan godt sige, at det var en stor dag at stå på banen og skulle hjælpe borgmesteren med at løsne sløjfen op. Bagefter kan jeg godt se, at der måske er mange, der har rystet på hovedet over det, vi gik i gang med. Nå, men godt at det gik. Stor tak til alle som mødte op og gav en hånd med. Jeg vil igen sige tak til Kristian Rytter for hjælpen.

Vi har i klubben afviklet mange flotte løb/træning her i Nysum og i Mou samt et flot DM løb i Rally. Jeg vil lade hver enkelt afdeling uddybe nærmere.

Så vil jeg sige lidt om vores udvidelse. Hvor langt vi er der.

Købet at de 28 ha jord af Colas er nu helt i orden. Jeg må sige, at der har været nogle forhindringer undervejs. Da købsaftalen skulle underskrives, gik det for alvor op for os, at Colas i dag ejes af et fransk firma, som synes købsprisen var for lav, og de var bange for, om de kunne hænges op på noget med reetableringen. Men sagen kom i hus. Så nu har vi skødet på jorden. Så er der bare det, at der er noget landbrugsjord, som skal sælges fra. Der har vi så lavet en aftale med landbrugsministeriet, at de køber jorden, dvs. vi har solgt jorden og kan ikke løbe fra det, men det kan de helt frem til d 31 marts 2015.

Vi har lavet en god handel, synes jeg, så det er med at krydse alt, hvad vi kan og håbe på, at de ikke løber fra det.

Den del af jorden der bliver tilbage er det så planen at ApS skal købe, så de derved ejer al jorden.

Så det vi har tilbage med Colas er, at de skal fjerne bygningerne samt grave ud under dem. Kan nu ikke forstå de stadig står der. Sidst vi talte sammen, ville de forsvinde lige efter jul. Men de holder måske stadig jul.

Colas skal så også lave en vold fra vest og hen til broen. Håber de også snart starter på det.

Langs Nysumgaardvej skal vi lave en støjvold nogen steder i 5 m højde. Det forhandler vi lige nu med en om at lave, og hvis vi er heldige, kan vi tjene lidt penge på det også. Hvis kommunen tillader, at den bliver lavet af lettere forurenet jord, så skulle det også komme i hus.

Med hensyn til selve gokart banen mangler vi lige den sidste tilladelse. Jeg var så optimistisk, at jeg håbede, jeg kunne stå med den i dag, men sådan gik det ikke. Men forventer ikke nogle problemer. Det er vores støjberegninger, der skal godkendes af kommunen.

Og jeg ved, at gokart afd. har lavet arbejdsgrupper.  De er så småt i gang med at sætte banen af og finde ud af, hvor der skal være vældfærdsbygninger mm.

Hov, jeg var lige ved at glemme Nysum Mini Race. Det har været hyggeligt og intenst for dem, der har deltaget. Jeg kan kun sige, at tagpladerne ligger godt fast derude. Ellers var de røget af. Så høj har stemningen nogle gange været. Og Sonja vandt. Var den, der kunne køre flest omgange på 3 min i 2014.

Jeg tror, der er stemning for, at vi prøver igen i 2015.

DASU vil jeg også lige bruge et par ord på.

Vi har været til repræsentantskabsmøde. Et udmærket møde med mange forslag fra DASU´s bestyrelse, hvor dog de fleste blev nedstemt, og jeg tror, at årsagen var, at forslagene ikke var rigtig udarbejdede og ikke formuleret rigtigt ud til medlemmerne. Hvad gør man så fra DASU´s bestyrelses side? Ja, man trækker nogle af forslagene stille og roligt ind ad bagdøren. Så nu må vi håbe, at det bliver godt, ellers så ved jeg ikke, hvad der vil ske.

En anden ting fra repræsentantskabsmødet var, at en eller anden tog stemmesedlerne med hjem og gik dem igennem og fandt fejl der. Jeg mener, det må man da ikke. De skal smides væk, når de er talt. For måske kunne man forestille sig, at nogen f eks retter i dem. Her mener jeg, at der er sket en stor fejl. Nå, men der blev indkaldt til et ekstra møde, hvor eneste punkt var valg af gokart udvalg + en formand dertil.

Det blev vedtaget på mødet at hæve kontingentet med 10 kr. Vi har i MNJ besluttet at fortsætte med samme pris som i 2014, men er bange for at der også kommer en stigning igen fra DASU i 2016. Så bliver vi nødt til også sætte vores kontingent op. Nu ved I det.

Nå, nu ikke flere sure opstød. På med ja- hatten og se fremad.

 Dog tak til DASU for et godt samarbejde i 2014.

Her til sidst vil jeg sige stor tak til alle, vi arbejder sammen med. En særlig tak til Dorte Møller for godt samarbejde i 2014.

Også stor tak til vores sponsorer og alle frivillige officials. Tak til MNJ´s bestyrelse – udvalg - støtteforening og ApS for godt samarbejde i 2014 og tak til alle dem, der yder en stor indsats mellem vores arrangementer.

Uden al den hjælp ville klubben ikke være det, den er i dag.

Hvis jeg har glemt nogen, der også har ydet en indsats/støttet MNJ, så også tak til dem.

Nu håber jeg, at alle møder glade frem til mange hyggelige stunder i 2015.

Finn Knudsen

formand

Motorsport Nordjylland | Nysumgaardvej 8 | 9610 Nørager | CVR nummer 28525877